”Det lyser ud af hende, at PRINCE2 er hendes store passion.”

Den kommentar fik jeg af en kursist for noget tid siden i en evaluering af et PRINCE2 – forløb. Og det er – naturligvis – altid dejligt at få en positiv bemærkning omkring sit arbejde med på vejen.

Men jeg må erkende, at jeg ikke kunne lade være med at smile en lille smule, da jeg læste kommentaren.

(for dem, der kender mig ved, at der er mennesker, der er langt mere passionerede i forhold til PRINCE2, end jeg er – men du må love mig, at du ikke siger det til nogen…)

Bevares.

Det er rigtigt, at jeg synes PRINCE2 giver virkelig meget værdi til projektarbejde – og at jeg faktisk synes det giver bedre og bedre mening, jo længere tid, jeg har beskæftiget mig med PRINCE2.

Det er nemlig en anden hemmelighed: (Da jeg første gang kastede mig ud i PRINCE2 syntes jeg (ligesom så mange andre), at det var temmelig bureaukratisk og lidt for målstyret til min smag.) Husk på, at jeg kommer fra kunstens verden, hvor det – med Kasper Holtens ord – er svært at samle publikums tårer sammen efter en forestilling, for at se om den har rørt publikum på den ønskede måde eller ej.

Når jeg så stadig bliver helt utrolig glad for ovenstående kommentar, så er det fordi, den viser, at jeg er lykkes med min helt store mission – og passion:

Altid at gøre mig umage i mit forsøg på at bringe mennesker videre på deres udviklingsrejse.

Uanset om jeg underviser i PRINCE2, hjælper en organisation med at få bedre resultater, ved at fokusere på samarbejdet eller lærer mennesker at bruge deres stemme rigtigt, så de får deres budskab klarere igennem (eller bare gerne vil kunne synge med rundt om juletræet – uden at få at vide (igen), at de da VIRKELIG ikke kan synge) – så er det altid med det samme udgangspunkt:

At gøre mit til, at de mennesker, jeg er blevet vist tillid til at hjælpe, har de bedste forudsætninger for at rykke sig så meget som muligt, inden for de rammer, der er til rådighed.

Men.Er:Du.sunshine…

Guderne skal vide, at jeg har sagt Projektplan, Præstationsmål og Styregruppeformand flere gange end samtlige danske journalister til sammen har sagt corona-virus under coronakrisen. (for dig, der ikke kender PRINCE2, så er det alle ord, som er helt centrale i gennemgangen og forståelsen af PRINCE2-materialet)

Og ligesom alle andre, så har jeg dage, hvor jeg hellere ville blive liggende i sengen og se Netflix, frem for at stå foran 15-20 forventningsfulde kursister. (Misforstå mig ikke – jeg er virkelig glad for mit arbejde, men du ved: de der onsdage hvor det er gråt og vådt og koldt, og dynen næsten ikke vil give slip på én…)

Men det er stadig min fornemste opgave at levere budskabet med indlevelse og tilpasset de kursiset, der er på kursus den pågældende dag, sådan så de får så meget som muligt med sig hjem, og så jeg til hver en tid kan se mig selv i øjnene og vide, at jeg har gjort, hvad jeg kunne.

Det er en læring, jeg har taget med mig fra min tidlige barndom og ungdom, hvor jeg ofte stod på en scene for at optræde med musik og teater.

Jeg har sunget for ældre på plejehjem, til kirkekoncerter med over 100 korister, danset på TV og optrådt for op til 2400 personer på én aften.

Når jeg spillede teater, var der ofte 15-20 forestillinger fordelt på en 3-ugers periode med i gennemsnit omkring 1500 publikummer pr forestilling.

Der lærer man, at der ikke er noget, der hedder ”en dårlig dag…”

Eller.

Det kan der selvfølgelig godt være – men så må man hanke op i sig selv og sørge for, at publikum ikke opdager det.

For som jeg har hørt mere end én instruktør eller korleder sige:

”Publikum der kommer til den næstsidste forestilling eller koncert, har betalt lige så meget for billetten, som dem der kom til premieren…”

(faktisk har de ofte betalt mere, fordi en hel del af dem, der kommer til premieren, er inviterede…)

Arbejdet som performer er langt mere rutinepræget og fyldt med gentagelser, end publikum foran scenen måske lige tænker over, når de sidder der i mørket. Tænk eksempelvis på Stig Rossen, som spillede rollen som Jean Valjean i Les Miserable mere end 1000 gange. Eller musikere, som skal spille det samme hit til utallige koncerter igennem en hel karriere.

Det kræver, at man genopfinder rollen eller musikken hver eneste gang, man går på scenen. At man ikke kører tingene af på rutinen.

For det kan publikum mærke lige med det samme.

Og så bliver det uinteressant.

Og
De
Går
Hjem

Det er dét mindset, jeg stadig bringer med ind i mit daglige arbejde.

Mit publikum er i dag som oftest kursister, ledere og/eller medarbejdere i forskellige organisationer.

Men præmissen er den samme.

Som jeg skriver i LYT! – om samspil i organisationer:

”At arbejde musisk er derfor også at gøre sig umage til hver optræden eller hvert møde, selvom du står i en situation, du har stået i mange gange før. Det, musikeren kan gøre for at holde gnisten og nerven, er at udfordre sig selv (…) Det svarer til, at du som medarbejder bliver ved med at være optaget af mennesket, du står overfor – også selvom du har svaret på det samme spørgsmål flere hundrede gange før. Men personen over for dig har ikke fået svar før.”
(LYT! s. 161-162)

Jeg står overfor et nyt publikum hver eneste dag, som har krav på den samme indlevelse, den samme seriøsitet og det samme nærvær, som første gang, jeg underviste i PRINCE2 eller holdt et foredrag.

(og Gud hvor havde jeg ØVET mig forud for første gang jeg gik på ”PRINCE2-scenen”… - og jeg var langt mere nervøs, end jeg nogensinde har været, for at stille mig op og synge, danse eller spille teater for et publikum)

Vi står alle sammen over for et nyt publikum hver dag, som har krav på at få en lige så god oplevelse, selv om de ikke var inviteret til premieren.

Det er dén mission – og den passion – der er min drivkraft, når jeg underviser i PRINCE2, og når jeg i det hele taget udfører mit arbejde.

Det er min musiske og teatermæssige baggrund, der gør, at jeg kan holde mig selv levende og interessant at høre på.

Og det er derfor, jeg er så glad for lige præcis dén kommentar, jeg fik for nogle uger siden.

Fordi det er mit lille bevis på, at jeg efterfølgende kan sige:

Mission accomplished.

Moralen er altså:

Husk altid at gøre dig umage og tage dit publikum seriøst – også når du står en regnvåd novemberdag og hellere vil blive under dynen og se Netflix.