Lad forandringens vinde blæse!
Vi skal forholde os til forandringer og opveje, hvornår de gør os noget godt og hvornår de ikke gør, og så skal vi træffe vores beslutninger på et oplyst grundlag. Vi skal træne vores hjerne, så vi ikke med det samme har nej-hatten på overfor forandringer og ja-hatten på overfor muligheder. Men et åbent sind og en positiv italesættelse af forandringer vil i sig selv påvirke vores syn på udvikling og vækst, som vil kunne gavne både den enkelte og samfundet som helhed.
Men, hvorfor ser vi negativt på udefrakommende forandringer, mens vi ser positivt på ændringer, vi selv har formuleret, eller haft indflydelse på? Mest af alt handler det vel om, at vi ønsker at være styrende i de beslutninger og ændringer, der sker i vores liv. Det skal give mening i forhold til det selvbillede og fremtidsperspektiv, vi ser for vores liv.
De færreste bryder sig om at føle sig deporteret eller tvangsforflyttet til en anden egn eller til et nyt job, som de ikke kan se meningen i. Jeg skriver hverken dette for at gøre mig til fortaler eller modstander af de seneste store organisationsændringer af de statslige arbejdspladser, statens udflytning af knap 4.000 arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af Danmark. Min pointe er derimod, at forsøge at perspektivere de bagvedliggende grunde til, at to relativt ens scenarier kan blive betragtet vidt forskelligt, alt efter om man kan se sig selv i den pågældende ændring eller ej, altså hvorvidt det giver mening i forhold til det livsperspektiv, man i øvrigt har.
Lad os antage, at du bliver ringet op af en headhunter om en attraktiv stilling med gode udviklingsperspektiver og god lønpakke, men i den anden ende af landet – eller måske endda i et andet land. Er der tale om en mulighed? Bestemt. Er der tale om forandringer i forbindelse med denne mulighed? I allerhøjeste grad. Som regel vil du overveje sådan en mulighed og endda inddrage din familie i overvejelserne. Det er ikke sikkert, det vil ende i en beslutning om at takke ja, men man vil overveje fordele og ulemper. Vil din ægtefælle kunne få job? Hvordan vil det påvirke børnene? Og hvad med familiens venner og øvrige familie?
Det modsatte scenarium, med udefra kommende ændringer, er det, som en del familier står overfor, hvis arbejdspladsen – offentlig som privat – flytter til et nyt område. Her vil man i langt højere grad have paraderne oppe helt fra start, og det vil blive kaldt en forandring i stedet for en mulighed.
Det vil sige, at hele italesættelsen af forandringer, fra starten bliver negativt ladet. Derved påvirker det også vores mindset i negativ retning. Alt hvad der italesættes som ”forandring” bliver i den optik noget, vi nærmest skal være på vagt over for – måske endda noget, vi skal forsøge at undgå.
Prøv engang at vende tingene på hovedet: Lav et tankeeksperiment, hvor vi sætter alle forandringer i stå. Alt vedbliver at være som i går og vores verdensbillede bliver aldrig udfordret.
I det scenarium vil både vi mennesker, organisationer og hele samfund stagnere. Al udvikling vil gå i stå. Ingen nye behandlingsmetoder vil blive opfundet. Kuren på kræft vil aldrig blive en realitet. Ingen nye produkter vil se dagens lys. Tænk bare på hvordan Verden og de enkelte menneskers liv havde set ud, hvis vi havde trykket på pause-knappen i 1980, 1950 eller 1890?
Derfor skal vi lade forandringens vinde blæse, uden af lade os blæse omkuld af dem.