Kreativitet og tankemæssige brydninger opstår ikke af sig selv. De kræver træning og vedholdenhed. Én oplagt vej går igennem de kunstneriske fag, malerkunst, teater og i særdeleshed musikken. De kreativt skabende processer hører ikke kun de kunstneriske miljøer til, men skal udbredes til hele samfundet.
Politiken bragte den 29. august et interview med socialantropolog, eliteforsker og Ph.d., Rane Willerslev, som beskriver behovet for noget andet end det, som uddannelsessystemet fra 1. klasse til universitet leverer i dag. Vi skal væk fra 12-tals pigerne m/k og i stedet dyrke det kreative, friheden i at tænke ud af boksen og muligheden for at begå fejl i de skabende processer. Denne er efterfølgende blevet fulgt op af en Leder i samme avis. Jeg kan ikke være mere enig, men mangler bud på, hvordan vi kommer dertil.
Mundhældet om, at alle veje føre til Rom gælder ikke her, for kreativitet og tankemæssige brydninger opstår ikke af sig selv; de kræver træning og vedholdenhed. Det bør ikke kun være i de traditionelle kunstneriske miljøer, at de kreativt skabende processer hører til – kreativitet og innovation skal udbredes til hele samfundet i langt højere grad, end det er tilfældet nu.
Musikken stimulerer hele hjernen
Sidestillet med de andre kunstneriske fag har musikken en speciel rolle, fordi den i særlig grad påvirker forskellige centre i hjernen. Kort fortalt handler det om, at man aktiverer mange forskellige funktioner i hjernen, når man spiller et instrument: Syn og skriftlig afkodning af noder, finmotoriske bevægelser på instrumentet, og til sidst musikeres øre og det auditive center for blot at nævne nogle få af de ting, der sker i hjernen, når man spiller musik.
Når man spiller musik, bygger man forbindelser i hjernen, der forbinder den kreative, intuitive del af hjernen med den mere strukturelle, logiske del af hjernen. De to hjernehalvdele styrkes i deres samarbejde, og forskning på området viser, at musisk træning også påvirker andre former for indlæring.
Hjerneforsker Kjeld Fredens har blandt andet arbejdet med dette emne og skriver – lidt populært – i en af sine artikler, at vi er godt i gang med at udvikle ’halvhjerner’, fordi vi så ensidigt i uddannelsessystemet, såvel som i store dele af arbejdslivet, alene fokuserer på de strukturelle, logiske målbare faktorer og – som også Rane Willerslev påpeger – fuldstændig afmonterer alt det skøre, det vilde og det, der kan skabe nybrud.
Derfor skal vi ikke afmonterer, men genindfører hele det kreativt skabende element i uddannelsessystemet, fordi det også sætter spor senere i livet.
Musisk vigør, og dermed den træning af hjernen som musikken er med til at påvirke, kræver øvelse og vedholdenhed for at overføre evnen til at tænke kreativt og spontant til arbejdslivet. Ligesom det forudsætter et solidt fundament at kunne bryde rammerne og gøre noget radikalt anderledes. Det er det vi, både via musikken, via inspiration fra iværksættermiljøer og fra andre innovative kreative miljøer, skal dyrke vedholdende fremfor at være administratorer af et for længst forældet uddannelsessystem og tankesæt.
Skal vi alle være musikere?
Det korte svar er ”Nej, det skal vi ikke!”. Vi skal lære fra de kreativt skabende miljøer. Vi skal lade vores hjerne påvirke af musikken fra en tidlig alder, vi skal dyrke det gennem hele vores liv, og så skal vi i øvrigt lære af, hvordan der arbejdes i de kunstnerisk skabende miljøer.
Vi skal på de bonede gulve i erhvervslivet og på Christiansborgs gange turde stole på, at processen skaber resultaterne, hvis vi tør slippe kontrollen. Vi skal turde træde ud i ukendt land og ikke vide, hvad næste skridt fører til, men derimod stole på, at de mange timers grundigt forarbejde ikke er spildt. På samme måde som med jazzmusikernes akkord- og skalaøvelser er fundament for nyskabelse i jam-sessions. Vi skal turde stole på, at forarbejdet gør arbejdet i sig selv, hvis vi giver slip.
Vi skal erkende, at der i de skabende processer er en mulighed for, at tingene udvikler sig anderledes end ventet, at dette til tider er godt og i andre sammenhænge er lærerigt: Mange af de iværksættere, jeg omgås i min hverdag, har ikke lange akademiske titler at bryste sig af. De har haft en idé, som de troede på, og som de har brændt for og knoklet for på trods af ”logiske råd” om, at det var bedre at holde sig til en fast indkomst og pensionsordning. De har øvet sig, begået fejl, har rejst sig igen og arbejdet videre. De har fundet løsninger og brugt deres kreativitet. Og det er lige så ”musisk” som at spille i et jazzorkester.
Derfor skal vi i langt højere grad hylde det skabende initiativ, vi skal turde satse og vi skal fra begyndelsen af livet udfordre kreativiteten, skabe brobygning i hjernen og leve ”musisk” hvad enten vi spiller musik eller ej.